Er du nysgerrig efter at opleve hverdagen og undervisningen på det almene gymnasium?
Efter vinterferien er der introduktionskurser på Himmelev Gymnasium. Introduktionskurserne er af to dages varighed. Formålet er, at I skal få en fornemmelse af det faglige niveau i gymnasiet, så I på den baggrund bedre kan træffe det rigtige valg af ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Du vil blive introduceret til og undervist i nogle af de fag, man har i gymnasiet.
Studievejledningen vil orientere om, hvordan stx-uddannelsen er sammensat, og det vil være en studievejleder, der tager imod dig den første dag. Den første dag møder du kl. 9 lige inden for hovedindgangen. Hvis du er optaget på et introduktionskursus på Himmelev Gymnasium, vil du modtage et brev med mere information inden.
Vi glæder os til at se dig!


