Et par uger inde i skoleåret samles alle skolens elever og lærere til aktivitetsdag. Der er fælles opvarmning på fodboldbanerne, og derefter går alle ud i mindre grupper på tværs af årgangene. I år var temaet Kulturkanon. Der blev arbejdet med alt fra dogmefilm til surrealisme, og der var endda plads til en minitriatlon for de mere fysisk orienterede elever. Vi har en idrætsdag for de nye 1. klasser som led i introforløbet.
Vi holder gallafest og juleafslutning lige inden juleferien. Til gallafesten bliver alle afgangseleverne modtaget på den røde løber, og der danses Les Lancier i løbet af aftenen.
I slutningen af januar holder vi hvert år Åbent Hus, hvor kommende elever og deres forældre kan få lejlighed til at besøge os og høre nærmere om vores skole. Det er også i januar, at vi en lørdag har støttearrangement for de klasser, der skal på studietur. Her samler rejseklasserne ind ved at lave forskellige happenings, workshops, forretninger og cafeer som skolens øvrige elever, familie og venner besøger i løbet af eftermiddagen.
I april er der quizeftermiddag for alle. Alle klasser stiller med et eller flere hold, og vinderne kåres ved den efterfølgende morgensamling. Der er også tradition for en film- og musikfestival i maj måned. Her kåres årets band, og årets film blandt musik- og mediefagsholdene. De sidste ti dage af skoleåret tælles ned ved et nedrivningsshow hver dag i spisefrikvarteret, som 3.g'erne og 2.hf'erne står for.

