Værdigrundlag

På Himmelev Gymnasium lægger vi vægt på en faglig pædagogisk udvikling, hvor vi alle i fællesskab er gensidigt ansvarlige. Vi lægger endvidere vægt på demokratiet i skolen.

Med faglig pædagogisk udvikling mener vi, at vi til stadighed forsøger at gøre undervisningen interessant og nærværende for eleverne. Vi stræber efter, at Himmelev Gymnasium skal være et spændende sted at være, og vi lægger vægt på, at der på Himmelev Gymnasium er rum til, at alle hver især kan udvikle sit potentiale med henblik på at gennemføre en videregående uddannelse og deltage i den demokratiske debat/proces.

Med et fællesskab, hvor alle er gensidigt ansvarlige, mener vi, at vi på Himmelev Gymnasium lægger vægt på, at alle bidrager aktivt og positivt til et læringsmiljø, der fagligt og socialt udvikler den enkelte.

Med demokrati mener vi, at vi på Himmelev Gymnasium lægger vægt på, at elever såvel som ansatte føler ansvar for at deltage i beslutningsprocesser for at skabe et fælles skolemiljø.